Gaia

Lidt uden for Nakskovs bymidte ligger Idrætsbørnehaven Gaia.

Børnehaven ligger i fredelige omgivelser nær parken Svinglen og sportshallen, som børnehaven bruger flittigt.

Gaia har en skøn, stor legeplads, hvor der både er boldbane, bålhytte, sansegynger, cykelbaner og andre sjove ting, som giver fantastiske muligheder for en masse bevægelse i hverdagen.

Børn der danser Foto

En sund hverdag

I Gaia har vi en sund profil.

Vi går op i, at børnene bevæger sig igennem leg, og vi har madordning, så børnene får en sund og varieret kost i hverdagen. Vi kombinerer også bevægeglæden med musik og rytmiske aktiviteter, hvor guitaren sætter takten for sanglege og bevægelseslege.

Hvad de kan - skal de selv

I Gaia har vi fokus på, at børnene lærer basale kompetencer, såsom selvhjulpenhed og dannelse gennem blandt andet vores daglige fælles måltider.

Det betyder, at vi giver børnene tid til at øve sig i at kunne flere ting selv, og at børnene kender og forstår det gode samvær omkring mad og spisning. Vi øver blandt andet, at børnene selv hælder vand op i deres kop, spiser med kniv og gaffel og mærker efter, hvornår de er mætte. Børnene øver sig også i selv at tage overtøj på og binde sko. 

I hverdagen inddrager vi børnene på et niveau, der er afstemt til det enkelte barns udviklingsniveau. Vi arbejder ud fra princippet: Hvad børnene kan selv - skal de selv. Hvad de ikke kan endnu – hjælper vi dem med at lære.

Samarbejde

I Gaia er det vigtigt, at vi sammen med forældrene sikrer, at børnene får de bedste betingelser for udvikling og læring, mens de er hos os.

Vi arbejder sammen med folkeskolerne i Nakskov, som vi besøger sammen med børnene, når det er ved at være tid til at de skal i skole. Vi har også et samarbejde med det lokale bibliotek, hvor vi cykler eller går hen med børnene.

Børn der gynger Foto

Kontakt

Gaia børnehave

​Skolevej 118, 4900 Nakskov

​Tlf.: 54 92 10 11

Mail: gaia@lolland.dk