Skovtrolden 

I Skovtrolden går vi op i at skabe sammenhæng og tryghed i barnets liv.

Både vuggestue, børnehave, SFO og skole (fra 0.-6. klasse) er samlet under ét tag. Det betyder, at børnene er i trygge og kendte omgivelser hele barndommen igennem.

Børnehavens placering i  forbindelse med den lokale skole, Blæsenborgskolen, og SFO'en giver gode muligheder for et tæt samarbejde. Det skaber flow i barnets liv, helt fra barnet starter i dagpleje eller vuggestue, fortsætter i børnehaven, og indtil barnet har afsluttet 6. klasse – alt sammen i kendte rammer.

Børnehaven Skovtrolden ligger i et attraktivt og børnerigt boligkvarter i Maribo med helt fantastiske muligheder for naturoplevelser og tæt på byliv og kulturelle oplevelser.

Kreative børn Foto

Vores værdier

I Skovtrolden har vi stort fokus på trivsel, læring og på at skabe det gode liv for dit barn.

Børnene har altid tilgængelige og anerkendende voksne omkring sig, som taler med børnene i børnehøjde.

Vi laver bevægelseslege, som styrker børnenes motorik, kreative aktiviteter, hvor vi synger og maler og byggelege med LEGO og magneter.

I Skovtrolden har vi også fokus på det gode kammeratskab.

Leg er grundlæggende i alt, hvad vi laver, og alle aktiviteter foregår i små aldersopdelte grupper, hvor nærvær, anerkendelse og plads til alle er vigtige værdier. Og ikke mindst indbyder vi til et tæt forældresamarbejde, så vi sammen kan understøtte dit barns trivsel og udvikling bedst muligt.

Naturskønne omgivelser

I Skovtrolden kan børnene opleve de dejlige omgivelser - både ude og inde. Vi er flittige brugere af noget af den smukkeste natur på Lolland - skov og sø ligger lige uden for vores dør. Der er både en stor legeplads og en lille atriumgård, hvor børnene bruger meget tid.

Vi tager også på udflugt i den skønne natur omkring os.

På udflugterne studerer vi ofte dyr og insekter, eller vi går ned til ”Krokodillesøen”, som er en sø vi har i nærheden. Her lever der både søde og farlige fantasikrokodiller.

Byliv og kulturelle oplevelser

Skovtrolden ligger tæt på byen, og det giver rig mulighed for, at børnene kan deltage i de mange kulturelle oplevelser. Vi ser teater på biblioteket, går til koncerter med Lollands Musikskole og deltager både i karnevalsoptog og Jazzfestival for børn hvert år.

Vi holder også en sommerfest i børnehaven, hvor Spejderne har forskellige bålaktiviteter, som børnene deltager i. Blandt andet popper vi popcorn og bager brød over bål.

På vej på tur Foto

Kontakt

Skovtrolden børnehave     

Blæsenborg Allé 10A, 4930 Maribo    

Tlf.: 54 67 74 10    

Mail: skovtrolden@lolland.dk