Mælkebøttens vuggestue

Den sang- og naturglade vuggestue Mælkebøtten ligger centralt i Nakskov i gå afstand til skoler, biblioteker, hal og skov.

I Mælkebøtten er der både vuggestue og børnehave i samme bygning.

I vuggestuen lægger vi vægt på udeliv, og tilbringer meget tid i naturen, som vi bruger som læringsrum. Vi har både en traditionel legeplads, en frugthave og en stor naturlegeplads.

Vuggestuen har egen lille legeplads, men vi bruger også børnehavens legeplads, når børnene er klar til større udfoldelsesmuligheder.

Børn der laver gymnastik Foto

Plads til fantasi og leg

I Mælkebøtten arbejder vi meget med børnenes individuelle trivsel og udvikling. Leg og fantasi har stor betydning for børns udvikling og trivsel. Derfor arbejder vi med læringsmiljøer, der er med til at skabe de bedste betingelser for dit barns udfoldelse.

I vuggestuen lærer dit barn at indgå i sociale sammenhænge og være en del af et fællesskab. Vi har fokus på, at alle børnene lærer at være rummelige over for forskelligheder, lærer sig selv at kende, og lærer at kunne justere egne behov.

Sang og sangglæde

Mælkebøttens overordnede tema er sang og sangglæde.

Sang og sangglæde er med i alt, hvad vi foretager os i hverdagen. Det er med til at skabe glæde og fællesskab mellem børn samt børn og voksne i mellem.

Alle medarbejdere er uddannet i at arbejde med sang som et pædagogisk værktøj til at skabe glædesfyldt samvær. Vi synger ikke for at skabe små sangtalenter, men for at styrke børnenes selvværd, fællesskabsfølelse og sproglige udvikling.

Musik skal der til, og derfor afholder vi også koncerter i institutionen, hvor blandt andet Søllested Spillemandslaug optræder med fine koncerter i børnehøjde.

Samarbejde

Vi samarbejder med biblioteket i Nakskov, hvor vi har stort fokus på den sproglige udvikling for børn i alderen 0-3 år. Vi arbejder målrettet med overgangen til børnehave, og ser det som en stor fordel, at barnet fortsætter i børnehaven i samme hus som vuggestuen. Det skaber tryghed i overgangen.

Forældresamarbejde har stor betydning for os, og vi vægter altid forældrenes ønsker højt, når det gælder trivsel for børnene.

Højtlæsning for børnene Foto

Kontakt

Mælkebøttens vuggestue

Ringvejen 1, 4900 Nakskov

Tlf.: 54 67 79 13

Mail: maelkeboetten@lolland.dk