Gaias vuggestue

Lidt uden for Nakskovs bymidte ligger Gaias vuggestue. Den ligger i fredelige omgivelser, tæt ved parken Svinglen og halfaciliteter, der begge bliver benyttet jævnligt.

Vuggestuen ligger i samme bygning som Gaias børnehave, og den har egen indgang og legeplads. 

Legepladsen er indrettet med sandkasse, et lille legehus og små gemmesteder i højt græs og buske, som børnene elsker at gå på opdagelse i. Vuggestuen er indrettet med rutsjebane, ribbe og en gynge.

Den motoriske udvikling er i fokus - også i den frie leg. 

Dreng sidder på en trampolin med en bold Foto

Nærhed og tætte relationer

I vuggestuen lægger vi vægt på nærhed, omsorg og tætte relationer mellem børn og voksne, ligesom tæt forældrekontakt er vigtigt for os i arbejdet med de mindste.

Vi har fokus på motorik og bevægelse som en del af legen - ligesom i resten af huset.

På besøg i børnehaven

For at hjælpe med, at børnene får de færdigheder, der skal til for at starte i børnehave, tager vi børnene med på besøg på børnehavens legeplads, når de er klar til det. Her kan de trygt afprøve deres kompetencer med lidt mere udfordrende aktiviteter.

Når vuggestuebørnene nærmer sig børnehavealderen, øger vi besøgsmængden, så de langsomt vænner sig til livet i en børnehavegruppe med de krav, der bliver stillet dér. Alt sammen selvfølgelig tilpasset deres alder og udviklingstrin.

Gaias motto er: Hvad børnene kan selv – skal de selv! Hvad de ikke kan – det lærer vi dem.

Madglæde og sund kost

Vuggestuen er en del af kommunens frokostordning, så de fra helt små lærer at spise varieret, sund kost. Madordningen skaber en fællesskabsfølelse blandt børnene, og de oplever glæden omkring måltidet.

At spise sammen udvikler generelle kompetencer, som de har glæde af i mange andre situationer. Vi hjælpes ad med at sende mad rundt, dække bord og rydde af bordet. 

Samarbejde

Vi samarbejder med det lokale bibliotek, hvor vi er med i projektet ”Godt begyndt”, som er med til at udvikle de yngste børns sproglige udvikling. Vi besøger biblioteket sammen med børn fra dagplejen, hvor en bibliotekar har gjort bøger/materialer klar, som passer til vores tema på dagen.

Det øger børnenes interesse for bøger og hjælper dem med indlæring i skolen senere i livet.

Børn der hygger og leger Foto

Kontakt

Gaias vuggestue

Skolevej 118, 4900 Nakskov

Tlf.: 54 92 10 11

Mail: gaia@lolland.dk